Transport, lager og logistik med Europa lige uden for døren

Dansk Transport Kompagni A/S (DTK), der blev grundlagt i 1991, bor i Padborg Transportcenter direkte op ad E45, så man har så at sige hele Europa lige uden for døren. Det er missionen for de ca. 90 medarbejdere, at DTK udfører internationale transporter af høj kvalitet samt løser lager- og logistikopgaver i tilknytning hertil, så virksomheden kan levere samlede løsninger til kunderne.

I 10 år har DTK haft et samarbejde med aktuatorproducenten Linak A/S, der har et globalt netværk af kunder. Som følge af en ekspansion i dette samarbejde ønskede DTK en gennemgribende optimering og udnyttelse af eksisterende og nye lagerfaciliteter i Padborg.

Logi Systems blev valgt som rådgiver og partner for udvikling af effektive løsningsforslag og optimeringer bl.a. for det 7.000 kvm store areal, der dækker Linaks aktiviteter hos DTK i Padborg.

De optimeringer og effektiviseringer af lagerfaciliteterne, som Logi Systems via det integrerede samarbejde med DTK har varetaget, vil i høj grad skulle sikre, at DTK som 3 PL-leverandør kan honorere Linaks aktuelle krav og virksomhedens fortsatte vækst. Lageret fremstår således efter processen som godt rustet til varemodtagelser, cross-docking og mange forsendelser. Kapaciteten og fleksibiliteten er øget ganske meget, så de hyppige vareflows kan håndteres effektivt og sikkert under stort hensyn til økonomi og arbejdsmiljø – alt sammen i tråd med Linaks forventninger til et samarbejde med en moderne 3 PL-leverandør.